Information

 

Gennem BørnUngeLivPLUS kan familieplejekonsulenter og børne- og ungerådgivere anmode om, at du som plejeforælder eller lærer/pædagog udfylder et til to spørgeskemaer om et barn anbragt i pleje som del af projektet Mig og Min Plejefamilie – En hånd til bedre trivsel. Barnet kan også vælge at besvare et skema, hvis det er fyldt 11 år (se længere nede). Skemaerne skal bruges i arbejdet med at styrke barnets trivsel og læring.

 

SDQ- korte spørgsmål med fokus på trivsel

Strengths and Difficulties Questionnaire (forkortes SDQ) bruges til at måle barnets styrker og vanskeligheder med at håndtere hverdagens udfordringer. Det er et velafprøvet og kortfattet spørgeskema, som er målrettet 2-17-årige børn og unge, og som besvares af plejeforældre hver for sig og af en lærer eller pædagog, der kender barnet eller den unge godt. Spørgeskemaet kan også besvares af barnet og den unge, der er fyldt 11 år. Barnet må gerne sidde sammen med nogen, hvis det har brug for støtte til at besvare. Det tager 5-10 minutter at svare på skemaet.

 

OBS-I – Korte spørgsmål med fokus på indlæring

OBS på Indlæring (forkortes Obs-I) er et spørgeskema, der kan identificere, hvis et barn eller ung har udfordringer i relation til indlæring.  Obs-I er et uddrag af et velafprøvet spørgeskema kaldet ’5-15’ og er målrettet 5-17-årige børn og unge. Det kan besvares på 5-10 minutter og udfyldes af plejeforældre hver for sig og af en lærer eller pædagog.

 

Brugen i plejefamilien

Jeres familieplejekonsulent og barnets rådgiver tager resultaterne med til jeres næste møde. Familieplejekonsulenten vil tale med jer som plejeforældre om resultaterne og have en dialog om barnets udfordringer, og hvordan I kan støtte jeres plejebarn endnu bedre. I vil også vende, om I har behov for en ekstra indsats eller kompetenceudvikling for at kunne støtte jeres plejebarns trivsel og læring bedre. Rådgiver vil tale med barnet om, hvordan resultaterne fra barnets besvarelse eller dele af de voksnes besvarelser kan forstås, og hvad barnet tænker om resultaterne. Rådgiver vil også tale med barnet om, hvorvidt barnet synes, at der er brug for mere hjælp.

 

 

Brugen i samarbejdet med skolen eller børnehaven

Tilsammen giver de to skemaer en skærpet opmærksomhed på barnets styrker og udfordringer. For nogle børn anbragt i pleje vil familieplejekonsulenten og familien vurdere, at barnet kan have gavn af en forstærket læringsindsats i hjemmet. Plejeforældrene og barnet vil da blive inviteret til at deltage i et forløb med en læringsindsats. Hvis din elev/dit børnehavebarn skal deltage i et af disse forløb, vil plejefamilien kontakte dig, så I kan afstemme de forventninger, I har til hinanden og barnets læringsindsats i perioden.

 

Om Projekt Mig og min plejefamilie

Din kommune deltager i et forsknings- og udviklingsprojekt kaldet Mig og Min Plejefamilie – En hånd til bedre trivsel. Som led heri tester projektet anvendeligheden af spørgeskemaerne SDQ og OBS-I for plejefamilier, familieplejekonsulenter og rådgivere.

 

Forskerne ønsker at indsamle viden om, hvordan det er at udfylde SDQ og OBS-I og have det som udgangspunkt for en samtale med plejefamiliekonsulenten, rådgiveren og barnet. Desuden vil forskerne gerne følge, hvad plejefamilien modtager af støtte, indsatser eller kompetenceudvikling i projektperioden. Hvis du ønsker at deltage i et interview herom, så kontakt projektleder Siddhartha Baviskar på MOMP@kp.dk. 

 

Projektets deltagere

Projektet ledes af forskere ved Københavns Professionshøjskole. TrygFonden finansierer og er initiativtager til projektet. Projektet udføres i samarbejde med to kommuner, herunder din kommune, og BørnUngeLiv.

 

Yderligere information om projektet: Kontakt projektleder Siddhartha Baviskar på MOMP@kp.dk.

 

Personfølsomme oplysninger

Behandlingen af oplysninger foretages i overensstemmelse med Persondataforordningen. Alle oplysninger behandles fortroligt.